Aktiviteter på ski i Trysil

Aftenski

Aftenskiløb i Trysil

I Trysil har du mulighed for at opleve aftenskiløb tre aftener om ugen. Der er 6 oplyste pister, som giver dig mulighed for at stå på ski om aftenen på to sider af fjeldet. Hver mandag, onsdag og fredag kan du nonstop stå på ski indtil kl. 20:00. Du kan vælge mellem den sorte piste Knettbakken, hvor terrænparken er placeret, den røde piste Sindrebakken og de grønne piste i børnenes område. Ved Trysil Turistsenter er liftene T8 Knetta, T7 Sindretrekket og børnenes lifte T4 Fryvil og T6 Eventyr oplyste og åbne. Ved Trysil Høyfjellsenter er liften F12 Familietrekket med 1500 meter bakke og børnenes løft F10 Smotten oplyst og åben. 

Børneaktiviteter med Valle i Trysil

Med Valle på ski

I Trysil er der gjort en masse for at skabe børnevenlige rammer, så familiens mindste også får en god oplevelse på ski. Børnene kan møde snemanden Valle, som står på ski i børneområderne og hjælper de små på ski. Foruden skiløb arrangeres der forskellige aktiviteter, hvor børnene kan være sammen med Valle. Der er alt fra Valles skattejagt, “meet & greet” i lobbyen på Radisson Blu Resort Trysil og Valles show med scooterkørsel, dans og pølsegrilning, hvor hele familien kan være med.

Funparken Trysil

Trysil byder på flere forskellige parker, hvor man kan prøve kræfter med at lave tricks på ski eller snowboard. Den sværeste funpark i Trysil er Snow Park Red & Black med mange jumps, rails og halfpipe, som er ideelt til den erfarne skiløber. Den mest populære park er Snow Park Blue med nemmere hop, bokse og rails. I børneområdet, Eventyr, finder I Snow Park Green, hvor der er små bokse og hop. I Høyflellssenter ligger Fun Ride, som har små bump, hop og velodromer, som er sjovt for både små børn og garvede skiløbere. Skiområdet byder også på en parallelslalombane, hvor I kan suse ned ad løjpen som de professionelle.

Langrend i Trysil

Langrend i Trysil

I og omkring Trysilfjeldet kan du nyde 100 kilometer langrendsløjper. Banerne er markeret med et rødt kryds, og du kan se frem til en spektakulær skitur. I Trysilfjeldet har du det bedste udgangspunkt for langrend i Skihytta og Fageråsen. Et godt råd er at bruge et kort, når du løber langrend i Trysil så du kan finde alle de nødvendige oplysninger om stier, afstande, anbefalede udgangspunkter og hvornår stierne præpareres. Du kan få et langrendskort ved informationskontoret i Trysil Turistsenter.

Offpiste

Offpiste i Trysil

Trysil byder på meget mere fantastisk skiløb end blot løjperne på pistekortet. Der er rigtig gode muligheder for offpiste-kørsel i Trysil, hvor I kan suse ned ad fjeldet i puddersne med udsigten til smukke snelandskaber. Vær dog opmærksom på at dette er forbundet med en vis risiko. Du skal altid være opmærksom på faren for laviner samt uforudsete omstændigheder. Kørsel væk fra afmærkede piste og vandrestier er på eget ansvar. Hvis du ikke har erfaring med offpiste kørsel, kan du med fordel leje en guide, som foruden at kunne sikre dig for fare, også kan lære dig de forskellige teknikker, der er forbundet med at køre offpiste. Trysil tilbyder guidede ture til de mest erfarne skiløbere, familieoffpiste hvor minimumsalderen er anbefalet fra 8 år, offpiste til børn i alderen 7-11 år og til teenagere fra 12-15 år. I de familievenlige offpiste-ture er der indberegnet kaffe- eller varm kakao-pause ved den hyggelige restaurant Knettsetra.

Trysils fire skiområder

Turistsenter

  • Piste på alle niveauer (grøn, blå, rød og sort)
  • Stort børneområde og kælkebakke
  • Flere snowparks
  • Mange gode restauranter og natklub

Høyfjellssenter

  • Et fremragende familie-slaraffenland
  • Børnevenligt område med masser af sjovt skiløb
  • En 6-sædet stolelift, med opvarmede sæder
  • Bredt udvalg af restauranter

Høgegga

  • Trysils stejleste område
  • Et stort udvalg af sorte piste
  • Mulighed for skiløb tidligt om morgenen på onsdage og lørdage
  • Udfordrende skiløb

Skihytta

  • Solskin og masser af plads
  • Storslået skiløb oppe i fjeldet
  • Ekspreslift og børneområde
  • Fantastiske retter på spisestedet Skihytta